Indsendt af: Lars Dam Rasmussen

Bekendelse

Ja allerede nu overdriver jeg. For en rigtig ’strynødreng’ er jeg slet ikke. Jeg er hverken født eller har boet på Strynø. Men jeg har kommet på Strynø hele mit 62 årige liv. Nogen gange flere gange om året. Og i min ungdom nok ikke så flittigt. Men jeg er meget glad for at komme til Strynø. Og jo ældre man bliver, des mere værdsætter man jo både den ro og det liv, som der er på Strynø. Ligesom jeg rigtig mærker forskellen på årstiderne på øen.

Og så hedder jeg Lars Dam Rasmussen. Det med ’Dam’, vender jeg tilbage til.

Forbindelsen til Strynø

Og når jeg nu går og fortæller, at jeg er en strynødreng, som jeg jo har bekendt, at jeg slet ikke er. Hvad er det så? Jo min fars familie, men ikke min far, stammer så langt øjet rækker fra Strynø. Det er jeg helt sikker på. Der er også noget, som jeg ikke er helt sikker på.

Men nu til sagen. Min farmor, som hed Laura er født og opvokset i huset på Kærlighedsstien 6. Det er jeg helt sikker på. Min farfar, som hed Carl, tror jeg stammer fra Kærlighedsstien 7 eller 9. Det er et dobbelthus, så jeg er faktisk lidt usikker. Min farfar Carl blev skibsfører uddannet på Svendborg navigationsskole vistnok i 1906 eller 1907. Og så sejlede han med Marstal skonnerter frem til 1910. Jeg mener, at min farmor og farfar blev gift i 1909 i Strynø Kirke, hvor ellers? Og holdt bryllupsnat på Afholdshjemmet (Fredensgade 19) med morgenmad for en krone. Eller også var det da min fars fætter blev gift min fars kusine (de var også fætter/kusiner indbyrdes), at de kostede en krone på Afholdshjemmet.

Og så går det allerede galt i 1910. Min farfar går i land og bliver tolder i Rudkøbing. Tænk sig at sejle med Marstal skonnerter og så blive tolder. Ja altså ikke et ondt ord om toldere. Begge mine forældre var faktisk også toldere.

Jeg vender tilbage til min farfar som skibsfører elev i Svendborg og som tolder.

Mit første møde med Strynø

Det her er jeg lidt usikker på. Mine forældre fik bil i 1955, lidt usædvanligt. Overtaget fra min jyske mormor. Så det har nok været i 1956 eller i 1957. Min første oplevelse på Strynø var med høns. Alle havde hønsehold på øen dengang. Jeg plukkede troskyldigt græs til nogle høns, og hønsene kvitterede med at hakke mig i fingeren. Det var jeg vist svært utilfreds med. Men selv ikke hakkende høns kunne skræmme mig væk fra Strynø.

Færger til Strynø og andre færger

I min barndom før og efter jeg kom i skole i 1959 holdt jeg altid sommerferie i Rudkøbing på adressen Bellevue. Her havde man første parket udsigt til færgerne til Strynø og til Marstal. Det var Sydfynske Dampskibsselskab, som besejlede ruterne, også den helt til Svendborg. Det var mindre færger. Så vidt jeg husker, hed færgerne til Strynø Egeskov og ALB. ALB var vist efter en Greve, som hed Ahlefeldt Laurevig Bille. Færgen Egeskov så så vidt jeg husker ret harmonisk ud. Det gjorde ALB ikke. Jeg mener, at den var forlænget med nogle meter. Det var vist mindre kønt.  Som jeg husker det sejlede Egeskov og ALB helt til Svendborg. Den gang var det jernbane på Langeland. Og når togvogne skulle ombord på jernbanefærgen til Svendborg rangerede de helt hen langs stranden ved Bellevue i Rudkøbing. Jeg mener at have læst et sted, at de egentlige færgeklapper på Strynø blev etableret i 1954. Før den tid skulle biler i land over skibssiden. Men jeg er usikker. Noget af min familie var speditør ansat i Sydfynske Dampskibsselskab på Strynø. Han kørte bil og bragte passagerer og gods rundt på øen, når det var ankommet med færgen.

Min farmor Laura havde en bror Laurids, som også var skibsføreruddannet. Laurids var med til at stifte færgeselskabet, som besejlede Rudkøbing-Vemmenæs. Jeg husker, da man byggede broen til Siø. Så var det slut med Vemmenæsfærgen, som i sin sidste periode sejlede fra Rudkøbing til Siø.

Ja færger har altid betaget mig. Når jeg i dag er med færgen til Strynø, sikke en flot ny færge, er min faste plads på dækket uanset vejret. Men jeg savner ikke Storebæltsfærgerne. Kan nogen huske, hvor rædsomt Storebæltskaffen smagte.
Den gamle færge Strynboen har jeg lige mødt i Stege på Møn her i juli måned. Ærlig talt allerede noget afpillet og medtaget.

Korender i Rødgrøden

Den næste historie er lidt uartig. Og jeg tror heller ikke, at det er mig, som er den skyldige. Derimod min far. På Strynø var der tidligere et stort dyrehold. De fleste havde høns. Men der var også grise og kvæg. Meget tæt ved byen. Og det gav en frygtelig masse fluer. Kan I huske fluefangerne. Dem med klisterpapir, som blev trukket ud som en spiral. Og nogle, som blev dyppet i vand, og indeholdt gift. Klisterpapiret var sort af fluer i flere lag. Foreningen til fluernes vel har fået dem forbudt for mange år siden.

Sommer på Strynø var altid forbundet med rødgrød med fløde. Det var bare tradition. Og rødgrød skal jo som bekendt koges. Og så stilles til afkøling. Og så går det hverken værre eller bedre end, at der kommer kommet et par fluer i rødgrøden. Det var bare uundgåeligt.

Min frække far spørger så ved bordet, om man kommer korender i rødgrøden. Det var ikke pænt!

Kirkegården og kirken

Noget helt centralt på Strynø er kirken og ikke mindst kirkegården. Fra tresserne husker jeg den store aktivitet på kirkegården, ikke mindst om lørdagen. Hvor gravsteder skulle ordnes, så de var pæne om søndagen. Det tog mange timer at ordne. Ikke mindst fordi alle gode nyheder også skulle udveksles. I dag er her stille (Kim Larsen ’Om lidt bliver her stille’).

Min farmor og min farfar ligger helt stille ovre ved den nordre hæk. Og min far ligger i samme grav. Og min faster på Fællesgraven. Det ville hun gerne. Et andet sted står en gravsten for mine oldeforældre fra Kærlighedsstien 6. Han hed Lars Dam Hansen og døde i 1922. Det er fra ham, jeg har mit mellemnavn ’Dam’. Ja de siger, at jeg delvis er opkaldt efter ham. Ja, slægt skal følge slægters gang. Min legekammerat fra Dragør, det var en Rehling i familie med en tidligere præst i Strynø Kirke. Ja hans forældre ligger også på kirkegården. Og så er der Niels Petersens familiegravsted. En meget stor familie. Nogle hed Petersen, og andre hed Pedersen. Det tog man da ikke så højtideligt den gang. Men i vores CPR tid, ja så havde man lagt systemet ned.

Når jeg kommer til Strynø, er første stop altid kirkegården. I øvrigt er jeg præstemand. Jeg kan jo ikke så godt kalde mig præstekone. I øvrigt en kirke uden kirkegård. Hvor fattigt.

Og så lige Alfred, som var organist ved Strynø Kirke. Ikke i en menneskealder men to menneske aldre. Det var min fars fætter. Han var den sidste fra slægten, som boede på Strynø.

Min farfar tolderen

Et par anekdoter, som jeg er blevet fortalt. Fortalt men ikke oplevet selv. Som tidligere berettet blev min farfar uddannet skibsfører eller styrmand på navigationsskolen i Svendborg i 1906 eller 1907. Om aftenen havde disse styrmandselever ikke noget at lave. Så de var næsten altid på havnen. Det var jo 60 år før Svendborgsund Broen. Så der gik småfærger mellem Svendborg og Vindeby. Ja de færger var vist meget små. Om aftenen drillede de færgemanden. Der var så lidt maskinkraft, at to elever kunne holde færgen tilbage. De har nok overdrevet. Det var nok fire elever, der skulle til. Sikke en fornøjelse.

Som fortalt blev min farfar tolder i Rudkøbing. Med til embedet hørte også at skulle ferieafløse andre steder herunder på Strynø. Ja der var sandelig toldfunktion på Strynø. Ikke som man skulle tro på havnen eller oppe i byen. Men sønder ude på Kærvej. Der ligger en bygning, som mistænkelig ligner noget officielt. Ferien har helt sikkert kun varet en uge. Når min farfar så skulle afløse på Strynø satte han hele familien i toldjollen (tjenstlig jolle tilhørende tolden i Rudkøbing) sammen med alle hønsene forsvarligt stuvet i trækasser. Så var hønsene med på sommerferie og ferieafløsning på Strynø

Slut

Alt skal have en ende. Tak til Strynø for ting, som virkelig fylder i mit liv.