|
Strynø ligger i det Sydfynske Øhav med færgeforbindelse til Langelands hovedstad, Rudkøbing. Strynø har både daginstitution, skole, købmand, kirke, erhverv og et hav af foreninger. Her bor vidt forskellige mennesker, som sammen udgør et aktivt fællesskab. Har du lyst til at vide mere om Strynø kan du surfe på vores hjemmeside, og er det slet ikke nok så tag en tur med MF Strynø. Det tager kun 29 minutter. Måske bliver du også hængende...?
så .... Velkommen til Strynø
Her kan selv mindre børn nyde friheden ved selv at kunne cykle til alting. Her leger børn og løber ud og ind hos hinanden. Her nyder fastboende og turister at gå ture både i byen og på landet. Det er skønt, at der stadig er et miljø, som ikke er domineret af travl trafik. Derfor – kære bilist traktorførere, håndværkere og andre besøgende:
Tag hensyn – sæt farten ned, kør efter forholdene - og husk at køre i god tid til færgen.
Så der er plads til os alle på Strynø
Hilsen Beboerforeningen
|
|
Da min svigerfar Harald Rubæk Hansen på sine gamle dage reciterede Henrik Ibsens digt: Terje Vigen – alle 43 vers – når jeg malede vinduer på Kærvej 1 (Strynø Toldkontrol 1904-1942), så tænkte jeg godt nok ikke frem til i lørdags, hvor vi herude på den sydøstlige ende af Strynø kom til at føle os på ’den yderste nøgne ø’. Eller rettere: næsten nøgne på det yderste af øen.
 Der var ikke meget, der tog af for vinden hele fredagen og natten til lørdag. Vi fulgte som alle andre i de berørte områder uafladeligt med i meteorologernes forudsigelser om vind og vandstand – de viste sig jo at være særdeles præcise, forudsigelserne – og kunne ved selvsyn konstatere, hvad det gjorde ved kysten rundt om på øen.
Vi havde hentet alt løsøre hjem fra stranden, flagstangen var lagt ned og bilen parkeret i respektfuld afstand fra evt. nedfaldende tagsten. Kort sagt vi kunne ikke gøre mere.
Fredag eftermiddag ved 15-tiden kørte vi ned til møllen, eller rettere næsten ned til møllen, for som ventet blev vejen pludselig til et mindre vandløb og cementbroen var helt under vand.
Vi fortsatte ned til færgelejet – færgen var jo lige ved at afsejle – for også at konstatere, at der skulle vi ikke helt ud i bil. Naturligvis sejlede m/f Strynø præcis til tiden.
Mon ikke vi lige tog en kop styrkende kaffe inden vi ved 16-tiden iklædte os alt, hvad vi kunne opspore af vandtæt beklædning, støvler og vanter og begav os ad stien hen til Smakkecentret og videre ud ad Grevebroen. Det var sådan set heldigt, at min seneste slankekur ikke havde virket, for så var jeg da fløjet op imod byen ganske uden hjælp.
 Var vandet steget? Ja mon ikke. Hele brovejen fra lossepladsen og ligeså hele broen stod under vand. Yukon og et par andre både flød højt, så den varslede ½ meters yderligere vandstandsstigning, så virkelig ud til at kunne flytte dem op PÅ havnen. Så galt gik det heldigvis ikke. Flydebroen på den nordre side lå og flød i flere stykker, men dog nogenlunde på sin plads.
Færgen anløb som planlagt, men så måtte der ellers tages utraditionelle midler i brug for at få de 3-4 passagerer sikkert på land. Broklappen så ud til at stå i en 45-graders vinkel og ikke som normalt ca. vandret og med dybt vand på havnen, var der kun et at gøre. Færgens traktor blev spændt for en fladvogn og alle blev kørt på tørt land ved lossepladsen. Kl. 16.45 sharp sejlede m/f Strynø tilbage til Rudkøbing, for at blive der, til højvandet var blevet normaliseret.
Forunderligt som naturkræfterne både skræmmer og fascinerer.
Lørdag formiddag havde vinden lagt sig og vandet var på vej tilbage, men på vores rundtur på egen matrikel og naboernes kunne vi se på ålegræsset, hvor højt det havde stået. Det må absolut være en 100-årshændelse. Jeg har i hvert fald ikke set noget lignende i de mere end 50 år, jeg er kommet på Strynø.
 Diget ved Kærvej 1 var forsvundet tillige med bevoksningen af bukketorn, som plejer at udgøre en uigennemtrængelig barriere. En masse sand/grus – formentlig fra diget – ligger nu, hvor vi plejer at slå græs for at komme til stranden. Det kommer nok til at vare en rum tid, før vi skal til det igen – slå græs der altså.
Ingen skader på hus eller udhus er at observere. Der blev bygget solidt i 1906, og det gamle Pederstrup æbletræ klarede også skærene, godt i læ, som det står, bag loen, og vi er en oplevelse rigere her på Strynø.
Tekst og foto: Stig og Helle, Kærvej 1
Retur til oversigt |
|
|
Yukons hjemkomst efter 13 år og knap 35.000 sømil |
Yukon
Hjemkomst d. 19. juli 2023 |  | For 13 år siden stod vi mange Strynboer på havnen for at vinke farvel til sejlskibet Yukon. Familien Nash Lassen, bestående af Ea, David og deres to sønner Kristopher og Aron, sejlede ud på eventyr. Planen var den gang, at de skulle på en 2 ½ års jordomsejling. Imidlertid gjorde de et længere ophold i Australien på Tasmanien. Her gik drengene i skole, mens forældre og Yukon arbejdede en charter-forretning op på floden og i det omkringliggende smukke farvand. Samtidig var deres gård på Ringgade 27 udlejet til forskellige Strynboer igennem tiden. Efter godt 10 år besluttede de sig dog for at fuldende deres jordomsejling og komme tilbage til Strynø. Både på turen ud og på hjemrejsen har de haft mange gaster med, her i blandt flere Strynboer. | Den 19. juli, efter at have tilbagelagt knap 35.000 sømil, kunne man skimte Yukons røde sejl syd for Strynø. Mange øboer og andet godtfolk sejlede dem i møde, og skib og besætning fik en flot og varm velkomst på havnen. Her var flag, musik, sang og masser af øl og leverpostejmadder. Samme aften fortsatte hjemkomstfesten i haven på Ringgade 27, hvor der blev grillet, festet og hygget samt fortalt historier fra de 7 verdenshave. Familien har nu slået sig ned på øen, og det blå skib Yukon ligger smukt og vugger i havnen. Velkommen hjem til skib og besætning. | 
| 
| (Tekst: Ludvig Ask Sørensen, billeder: Paul Clay)
Retur til oversigt |
|
|
Keramikværksted er flyttet til centrum |
|
Det hvide hus med de hyggelige blå vinduer og den lille gamle lyseblå dør med 12-tallet på, byder dig indenfor.
I et hyggeligt rum med brændeovn, gamle trægulve og bjælker i loftet, finder du nu det lille lokale keramikværksted - No stress Pottery - på adressen søndrevej 12.
Hylderne er fyldt med kopper, krus, små skåle, snapseglas og meget andet spændende stentøj.
Keramikken er lavet af Majbrit Andersen i fordybelse og ro, i det lille hyggelige værksted. Under kærlig kontrol fra ægtefællen Lennart.
Han står for kontrol og overblik over regnskabet, samt har interesse i at støbe i keramik. Han støtter så godt han kan, i den daglige drift, når han ikke passer jobbet som handicaphjælper.
 Men det har ikke altid været ro, fordybelse og keramik i Majbrit og Lennart's liv. Tvært imod.
Før livet på Strynø var Lennart rustfri smed og Majbrit specialpædagog. Hun arbejdede i Nordjylland med voksne handicappede. Hun elskede det og brændte for det. Ja faktisk så meget, at hun brændte ud.
Stressen overtog alt i hendes liv. År med for lidt søvn, voldelige episoder på jobbet og for mange lange arbejdsdage, satte pludselig sine spor. Fra den ene dag til den anden kunne hun ikke længere huske. Hun kunne glemme, hvor hun var på vej hen i bilen, glemme at putte vaskemiddel i tøjvasken eller at starte den. Lennart var kørt sur i hverdagens hamsterhjul og trængte til at prøve noget nyt.
Keramikken blev hurtigt en del af Majbrit's terapi, den der gjorde, at hun igen kunne koncentrere sig.
Men faktisk var det, det sydfynske øhav, der startede drømmen om keramikken. Drømmen om et dejligt og roligt liv, på en lille ø som Strynø.
Lennart havde i foråret 2019 inviteret på weekendtur, til det sydfynske øhav. Her mærkede de begge roen falde over dem. Naturen, de små huse og ikke mindst de få, men smilende og gæstfrie mennesker, de mødte. I en frisk bemærkning sagde Majbrit. "Jeg tror vi burde flytte hertil, jeg mærker en ro i min krop, jeg ikke har mærket længe" Lennart svarede “Øøh, okay, men hvad ville du lave her?” Svaret røg ud af munden: “keramik!"
Så Majbrit gik i gang med, at lære grundprincipperne i at dreje en kop, og hurtigt blev de begge forelskede i både keramikken og i Strynø. Lennart forelskede sig i at støbe tallerkener og skåle, og Majbrit i at dreje.
 De købte huset på husmandsvejen 4 og flyttede med sønnen Anton til Strynø i sensommeren 2020. Her åbnede det lille værksted, med en aftale om, at der altid skulle være plads til en fridag i kalenderen, og at dagene i børnehaven ikke måtte blive for lange for Anton.
Det lille værksted blev dog hurtigt for lille og for langt fra centrum, så nu var værkstedet, groet ud af huset og flyttede derfor op til Søndrevej 12, hvor der nu også vil blive plads til kurser og workshops, om vinteren.
Her på Strynø og i det nye værksted, har de fundet ro fra fortidens stress. Kig forbi og mød dem i No StressPottery. (Tekst og billeder Majbrit)
Retur ti oversigt
|
|
|
